Hjemme igen efter et brag af en tur :)

… Så er den mest fantastiske tur ovre – de sidste 3,5 mdr. er fløjet afsted, og det er ikke til at forstå at det allerede er ovre…

Vi havde en travl periode efter vi kom fra Nepal, hvilket også er grunden til det alt for sene blogindlæg.. Jeg tror måske også at grunden inderst inde skyldes, at vi huskede hinanden på, bare at nyde at være i øjeblikket, levede os ind i det hele og bare nød alt hvad kulturen bød os, for snart var det ovre… – det var en fornøjelse! OG, finally – her kommer en laaaang smøre 🙂

Den sidste måned vi befandt os i landsbyen, bød på mange gode oplevelser – vi var på besøg hos en masse dejlige familier, spiste de første gulerødder, som i øvrigt smagte himmelsk efter kun at have levet af blomkål de sidste to mdr. Vi havde besøg af et hold danskere, som var ude for at opleve Bangladesh, og samtidig gerne ville se projektet, og høre om vores arbejde som volontører – det var en hyggelig dag, hvor vi fik snakket en masse dejlig dansk 🙂

IMG_2193    IMG_2074 IMG_2060    DSC02612

Udover dette, var vi også med til at afholde ”jobsamtaler”. Nagen, ham der tog sig så utroligt godt af os under forløbet, havde et projekt kørende, hvor de hjalp unge kvinder, som havde det ekstra svært med at få en uddannelse, til at blive syersker. Det var en fornøjelse at se, at så mange dukkede op og gerne ville i gang, for at hjælpe deres familie og forbedre levevilkårene, men desværre er det ikke muligt at gøre projektet større, så flere fik senere en skuffende besked. 10 unge kvinder blev udvalgt, og skal det næste stykke tid dukke op hver dag, for til sidst at have muligheden for at åbne deres egen lille ”tailor-shop”. Desværre kommer mange af kvinderne ikke til at tjene vildt meget, da mændene ude i landsbyerne foretrækker mandlige tailore, så hvis de gerne vil tjene godt, skal det prioriteres at tage til større byer, men så kræver det, at de ”efterlader” deres familier, for at tjene en okay mængde penge – det er en trist skæbne, at de enten skal leve under utroligt dårlige vilkår, og kun lige få tingene til at løbe rundt, eller også skal de opgive meget af det de kender, for så at tjene til bedre vilkår. Herudfra skal det selvfølgelig også siges, at projektet er en virkelig god mulighed for pigerne, da det er dem som måske ikke kan klare sig i skolen, eller dem der har et mindre handicap, som bliver udvalgt, så også de får muligheden for okay gode levevilkår for dem og deres familier. Ja gid man kunne hjælpe dem alle…

IMG_1955    IMG_1952

Vi havde også nogle gode sidste dage på Pirganj-skolen, som er den 2. skole, som vi underviste på. Vi kunne til sidst se noget af en forskel i lærernes måde at undervise på, som så afspejlede sig i måden eleverne modtog undervisningen på, og også følte sig motiverede til at deltage i undervisningen på. Det var dejligt at se, at arbejdet havde givet gode resultater.

IMG_2152

Vi var til slut ret trætte af turen til og fra Pirganj-skolen – vi skulle med bus i omkring to timer hver vej, busserne var proppet, og ofte havnede man på et sæde, hvor en bengaler, en ged eller en høne følte sig fri for at sætte sig på skødet af én. Konstant sad man og hoppede på grund af huller i vejen, eller fordi man var på vej i grøften – og dette med en konstant dytten, for det er jo de eneste regler der gælder 🙂 Alt dette blev så opvejet en smule, da vi på en af de sidste ture blev mødt af Nagen, som lige sad klar til at fragte os på sin motorcykel. Sofie og jeg var hurtige og takkede øjeblikkeligt ja til en helt anden tur gennem Bangladesh – det var helt specielt at se det på den måde, og vi nød den stilhed der på en eller anden måde alligevel var på vejen, og så tog det kun en halv time 🙂 Vi havde også sagt at inden vi tog hjem, SKULLE vi sidde på taget af en af busserne.. Mange bengalere sidder ofte på taget, da busserne tit er proppet med mennesker, og ikke mindst  førnævnte høns og geder, så vi valgte at sætte os derop på den sidste hjemtur fra skolen. Det var helt specielt – en smule koldt ud på eftermiddagen og selvom vi følte os endnu mere som aber i et bur end nogensinde før, da vi sad så majestætiske deroppe og fyrede alverdens gamle danske sange af for at distrahere os selv fra kulden, var turen det hele værd 🙂

IMG_2236

En anden ting vi havde på tjeklisten var, at vi gerne ville opleve en kristen/bengalsk gudstjeneste, på en eller anden måde. De er meget forskellige i deres måder at afholde gudstjenester på, men vi blev denne søndag ført ud i en lille landsby, sammen med Nagen og hans kone. Her blev vi modtaget af en masse lokale, som førte os ind i en lille lerhytte, hvor de sad på rad og række i skrædderstilling på de kun 10 km2. Her sad de med alverdens instrumenter af naturmaterialer, og trommede løs. Det var en fornøjelse at være deltager til, og hurtigt fandt vi også os selv i færd med at klappe løs, og prøvede at synge med på de bengalske sange – det lød nok halv speciel, men det var hyggeligt og fedt at mærke deres sammenhold og at de helt glemte hverdagens problemer, som størstedelen døjer med.

Vi kom jo desværre også tættere på at skulle tage afsked med skolen og lærerne i Birganj, som vi var kommet ret tæt på gennem de sidste par mdr.
Siden vi kom fra Nepal, kunne man rigtig mærke en forskel på og i undervisningen – mange af lærerne benyttede især de pædagogiske redskaber som vi havde givet dem, og man kunne mærke at der var sket ændringer i klasserummet – de havde selv mere gejst og flere ideer, ud fra de ting som vi var kommet med, så det var en fornøjelse at se, hvordan det også smittede af på elevernes motivation til at deltage i undervisningen. Selvfølgelig er de et helt andet folkefærd end i Danmark, og det er tydeligt at mærke en forskel på, hvordan børnene går i skole – de er taknemmelige for overhovedet at have lov at være der, da forældrene bruger næsten alt hvad de ejer, for at sikre børnene en fremtid, og man kan mærke at de kæmper for at komme fremad, for de vil virkeligt gerne sikre sig at de kan tjene til føden. Det er desværre bare svært at sikre sig, da det er ekstremt dyrt at betale for skolegangen, og det stiger, jo højere op i skolesystemet børnene kommer. Det er simpelthen så hårde vilkår de er under, og det er svært at stå overfor, når man er vant til at bo i Danmark, hvor man vitterligt får næsten alt serveret på et sølvfad – selvfølgelig ikke helt, men sat i forhold til de vilkår, som familierne i Bangladesh er under, så har vi det virkeligt godt i Danmark, og vi bør sætte så meget mere pris på de gode forhold vi er under.
Da Sofie og jeg skulle tage afsked, passede det med at børnene skulle til at til eksaminer – skoleåret starter i januar, så hele december måned, stod på eksamen.
Vi holdte derfor en afskeds- og eksamensmiddag, hvor vi alle spiste sammen ude i skolegården og vi lavede nogle afsluttende lege, som i øvrigt var noget populære – de skraldgrinede i hvert fald 🙂 De sluttede af med at sige et par ord til os, og deres taknemlighed var simpelthen så ubeskrivelig stor. Der følte man virkeligt, at man havde gjort en forskel ved at være der, så det var fedt for os at få de ord med på vejen.

Allerede nu har jeg fået flere mails fra lærerne, som virkeligt drager mig tilbage til Bangladesh og fornøjelsen af at have haft muligheden for at være i landet med det smukke ansigt, men de hårde vilkår.

IMG_2306    IMG_2301 IMG_2298    IMG_2110

Den sidste aften, inden afrejse, havde vi inviteret Nagen og hans kone, samt vores madmor til middag – billederne her siger vist mere end tusind ord! Jeg er så taknemlig for deres måde at være på – nogle fantastiske mennesker, som vi havde virkeligt mange gode oplevelser med!

IMG_2347    IMG_2340 IMG_2328

I oktober måned fik vi i øvrigt også en invitation til en dansker-julefrokost som skulle stå i Dhaka, så den skulle vi jo selvfølgelig med til efter ris i lange baner 🙂
Vi var omkring 75 danskere samlet hos en familie, som var bosat i Dhaka – det var en virkelig god eftermiddag/aften/nat, hvor vi spiste os alt for mætte og dansede alt for længe 🙂

IMG_2367 IMG_2363

Som en afslutning på turen, valgte Sofie og jeg at slutte af i Thailand – nu vi endeligt var derude, så kunne vi ikke lade være. Vi startede i Bangkok, hvor vi fik kompenseret for den shopping, vi ikke havde haft mulighed for det sidste stykke tid, og vi nød bare at slentre rundt i en helt anden kultur iblandt mennesker, som ikke stod med åben mund og polypper hver gang vi gik forbi 🙂 Vi tog derefter til Chiang Mai, som ligger nordpå – her trekkede vi et par dage, hvorefter vi tog til Ao Nang, som ligger ved Krabi, for derefter at slutte af med afslapning på Long Beach – det var skønt, og egentligt også tiltrængt efter det sidste stykke tid under helt anderledes forhold.

Jeg landede i Danmark d. 20 december – det var en laaang tur hjem, men for pokker hvor vi efterhånden glædede os! Det var skønt at se familie og venner igen – stadig mangler en del gensyn, eftersom man dykkede lige ind i jule”stresset”, da man landede, så jeg ser frem til mange dejlige gensyn endnu!

409385_10151381896061354_1631183137_n

Nu har jeg efterhånden også haft et par rolige dage her efter nytår, hvor der ikke har været det store på programmet, til at tænke over den sidste tid – det har været tiltrængt, for det er egentligt en overvældende følelse at vende hjem. Man havde efterhånden vænnet sig til hverdagen i Bangladesh, og der skete nyt nærmest hver dag, og nu sidder man allerede igen tilbage i Danmark, under forhold som er helt anderledes, men jo også vante – det er lidt underligt, og man skal lige have al ting fordøjet.. Det har været den mest fantastiske tur, og min bedste beslutning til dato. Det har ikke kun givet mig en masse ting personligt. Udover at livssynet er ændret og jeg har lært en masse ting om mig selv, så ser jeg vist generelt en del anderledes på tingene, og sætter virkeligt pris på hvad jeg har, for for pokker hvor har jeg det godt! Det har også givet mig en masse som kommende lærer – jeg er blevet mere bevidst om hvem jeg er og hvilke ting jeg står for, og så har jeg bare lært at gribe momentet og ikke tage noget for givet i en undervisningssituation, eller i hverdagen, for den sags skyld. Det har været en fornøjelse, og jeg gør det gerne igen!

Godt nytår. Nu vil jeg i gang med jobsøgningen – kryds fingre!!! 🙂

Tak fordi I har fulgt min blog – det har været rart at dele det hele med jer.

– Pia 🙂

Advertisement

Alle de indtryk :)

Så er jeg på banen herinde igen 🙂 Der er sket en hel del siden sidste indlæg – vi har været på endnu et besøg hos ”klokkeren” fra skolen, hvor vi blev vist rundt i landsbyen – her blev klargjort til hindufestivallen, som stod for døren, så der var travlt rundt omkring, men stadig satte de alt til side, da de så at vi ankom, og nærmest en hel hær fulgte os på vej de næste par timer, så det var en hyggelig tur vi var ude på 🙂

    

Vi har også oplevet en ægte bangla-fødselsdag, da vi blev budt til 2-års fødselsdag hos en søn til én af lærerne.

    

 

Eftersom at vores visum skulle forlænges, og her samtidig var en uges ferie pga. hindufestivallen, valgte vi at drage mod Dhaka d. 18, for derved at tage videre mod Nepal d. 20.

Vi tog kontakt til vores guide, som vi havde i starten af opholdet, som fik standeret en rundtur i Dhaka d. 19. Her fik vi endnu en gang bekræftet hvilken hektisk by hovedstaden er – de dytter og kører stadig lige så sindssygt, som jeg beskrev det sidst! Vi kom dog frem i levende live (igen), til de steder han gerne ville vise os – dog tog de 35 km. hjem omkring 4 timer, så det var lidt som 2. Juledag på motorvejen i dk (ja det bliver intet problem for os fremover at håndtere det :)!)

    

 

Da vi nåede tilbage til midtbyen til aften, valgte vi at tage hen på det ”berømte” Nordic Club, som er danskeget. Da vi ankom kunne vi straks mærke stemningen, og det var fantastisk! Vi havde ikke set andre hvide end os selv i halvanden måned, havde ikke spist andet end ris og dal, og her stod vi så – kunne tale dansk med flere, buffeten bugnede af kød i spandevis (og her snakker vi altså ikke kylling!!), som man selv kunne udvælge til grillen, kæmpe salatbord, smør, hjemmelavet kartoffelsalat, ice coffey, og ja jeg kunne blive ved! Vores smil og begejstring var i hvert fald ikke at skjule, som nok at fornemme 🙂 Allerede her, var starten på vores lille ferie på toppen!

Lørdag morgen afgik flyet rettidigt mod Kathmandu (det siges at flyene til og fra Nepal ofte er op til 10 timer forsinket, så vi frygtede, men var heldige). Fra flyet kunne vi se de mange bjerge og Kathmandu-dalen – allerede her var det vildt smukt!

Kort efter vi ankom, blev indlogeret på vores Guesthouse – Silas har en fætter, som er adopteret fra et børnehjem i Nepal, og derigennem havde vi fået lov at bo på guesthouset, som de havde tilknyttet. Vi tog ud for at besøge børnene og hjemmet lige efter ankomsten – en rigtig fin oplevelse! De var omkring 14 børn i alderen 4-10, og da vi ankom stod de med kæmpe smil på og bød os pænt velkommen. De var utrolig velopdragne og man kunne se, at de befandt sig godt, selvom de manglede et forældrepar – de havde hinanden og betragtede hinanden som søskende – det var skønt at se!

    

Efterfølgende drog vi til Thamel, som er det sted, der egentligt ikke er så meget Nepal over – der er meget turistet, og det er at se, men vi kunne egentligt meget godt lide at være der, nu vi havde været væk fra alt så noget i så længe… Vi slentrede rundt, betragtede og slugte alle de indtryk, der haglede ned over os. Den efterfølgende dag, brugte vi også i Kathmandu og Thamel – vi vandrede rundt og kiggede på seværdigheder, tog på marked, som bugnede af Pashmina og smykker, så det kunne vi egentligt godt lide, Sofie og jeg, som en god afslutning på dagen 🙂

Mandag morgen var vi heldige at komme på en bus mod Pokhara og da vi ankom, 9 timer efter, gik vi ellers i gang med at planlægge, så vi kunne nå så vidt muligt meget, på de få dage vi havde til rådighed. -Vi var på trekking op i 1650 m. højde, så smukke solopgange, var på bådtur i Phewa-søen, paraglidede fra 1500 m. højde, river-raftede, spiste en masse lækker mad og sidst men ikke mindst, sprang vi bungy jump fra verdens 2. højeste bungy-sted (160 m.), som ligger ved Tibet grænsen – det var nogle, til tider, meget udfordrende dage (her understreger jeg især sidstnævnte!!!), men vi nåede alt vi gerne ville, og havde nogle fantastiske dage med masser af action og smukke oplevelser – super fedt, og Nepal kan stærkt anbefales!! Jeg er i hvert fald ikke færdig med landet 🙂

   

   

   

   

Vi ankom til Birganj i mandags igen, og det var et glædeligt syn med skolen, eleverne og lærerne. Nu skal vi igen i gang med at evaluere på deres udvikling siden sidst, for derved at give dem videre redskaber, så de kan blive bedre, samt forsøge at printe de tiltag vi kommer med, ind i deres hukommelser, så de ikke er glemt, når vi er tilbage i dk 😉

Allerede nu kan man se udvikling i lærernes måde at undervise på – de benytter flere af de redskaber vi har budt ind med, og for det meste er de åbne for det hele, når de lige ”gider”… Indimellem kan man godt mærke, at de ikke er vant til at bruge samme arbejdsmetoder, som vi gør det i dk, hvor gruppearbejde og projektarbejde ex. fylder en hel del. Undervisningen foregår meget på samme måde her, hvor strukturen på en undervisningstime er den samme, uanset lektion, så det vil vi gerne hjælpe dem til at variere, for at eleverne bevarer motivationen, og de selv gør, for den sags skyld. Det kræver at vi under lærermøderne viser dem i praksis, hvordan det kan/skal gøres, og det kræver faktisk sit, da de ofte hurtigt mister fokus og interesse, når nye metoder introduceres, fordi det måske, for dem, hurtigt bliver uoverskueligt… Det er i hvert fald om at fange dem med kreative tiltag, så de ikke giver op på forhånd. Indimellem har vi vores sag for, hvis deres ugidelighed bliver for overvejende, men vi skal nok få noget printet ind hos dem alligevel 😉

Det var alt for nu.

– Pia 🙂

 

 

Hvor tiden dog flyver her…

…(Og nu er der kun 14 dage til vi drager til Nepaaaaaal :D!!!) Men nok om det 😉 – Vi havde vores første undervisningsgang i mandags, hvor vi uddelegerede 1., 2. Og 3. Klasse, som vi så tager på skift fra mandag til mandag, så vi prøver lidt forskelligt. Jeg havde 1. Klasse i mandags, og det gik rigtig fint! De stod med det største smil på, da de kunne se at det var mig, den hvide frieeeend, der skulle undervise dem, og det smil tog ikke af, da jeg trådte ind i 2., 3. Og 4. Lektion, tværtimod, så det var jo en dejlig velkomst til hver time! Jeg underviste dem b.la. i engelsk, hvor de lærte om familier, matematik, hvor jeg ville afprøve en, for dem, anderledes metode, hvor de skulle lave nogle regnestykker uden resultat, som de så skulle bytte med sidemanden, for at regne dem ud, og så tilbage igen, for at tjekke om det var korrekt regnet. Det endte dog slet ikke ud som ventet, da deres bangla-lærer overhovedet ikke kunne forstå, hvad det var, eller, hun troede hun forstod, og så endte de med bare, at sidde og kigge ud i luften, indtil jeg igen fortalte, at de altså skulle regne stykkerne ud også.. Igen understreger det lidt, at de har svært ved det, der er anderledes end deres vante rammer, og det at læreren ikke en gang forstår de nye tiltag mv., sætter jo en kæmpe stopklods, for det anderledes vi gerne vil inspirere med. MEN, vi bliver ved med at forsøge, og det især på lærermøderne, hvor de hver gang får nye redskaber, får øvet deres engelske gramma og udtale mv.

I sidste weekend havde vi to fridage, da her var helligdag lørdag. Vi tog ud for at se Kantanagar templet, som er omkring 7 km herfra. Det var vildt fascinerende at se, da der på hele templet var små indgraveringer, som afspejlede figurer, som går igen i buddhismen – sikke en tålmodighed det måtte kræve, at kreere det projekt!! Vi tog en cykeltaxa derud i den bagende hede – det var varmt, men en utrolig flot tur, hvor vi så lidt af hvert 🙂

               

Efter turen til templet, tog vi til kaffe hos skolens pedel og hendes familie – vi frygtede det ærlig talt en smule, da hun nærmest ikke forstår en klink engelsk, og i stedet bare griner med det mest skingrende grin af alt hvad vi siger.. men, hendes døtre var heldigvis hjemme, og med dennes hjælp, så endte det egentligt meget godt! – vi blev tilbudt alt, fra noget sandkagelignende-noget til chips i alverdens farver, som smagte lidt af flæskesvær.. Generelt så er deres kost helt gal herude, nu vi lige er inde på maden – og jah, nu kommer den lille drømmende “ernæringsekspert”, som brænder så stærkt indeni mig altså ud! 🙂 Til triffin (frokostpausen), tager børnene tit hen til den nærmeste bod og køber en pose potatochips eller en pakke kiks, som minder om oreos… Ja jeg ved ikke om de tænker det, som de gør det i De Unge Mødre – at pommesfrites betegnes som grøntsager, og giver en vældig energi… men mest af alt bunder det desværre i, at det er en meget billig spise, i forhold til grøntsager og frugt mv.. En pakke kiks, får du til omkring 2 danske kroner, imens du kan få en miniagurk til 3.. Umiddelbart er det jo mega billigt i vore øjne, men set fra deres synsvinkel, er det alt for dyr en forskel, og det mærker vi også især i huset her, hvor “madmor” ofte ikke forstår, hvorfor vi gider bruge 3 kr. på en bakke æg, eller 8 kr. på 5 æbler eller bananer… Det er rigtig ærgerligt at tilfældet er sådan, men sådan er det så uretfærdigt forskelligt… De vil jo gerne leve sundt, men det er simpelthen alt for dyrt, og ofte er varer, såsom brune ris mv. slet ikke til at få fat i herude, så det sætter også lige en stopper for det hele :/

Ellers er vi efterhånden ved at have en del nye medlemmer af boligen her også – på den sidste uge er kæmpeedderkoppen Arne trådt til, kakerlakker, som er på størrelse med noget alt for stort, og i går pilede en mus over gulvet… åha – jeg bliver udfordret i dette land, men må da vende hjem som en noget hardcore én af slagsen! 🙂

Det var alt for nu

– Pia 🙂

25 års fødselsdag på banglamanér…

…Så blev jeg et år ældre, og blev i søndags fejret på bedste banglamanér! Vi havde inviteret Nagend (ham der ”passer på os” her) samt hans kone til aften, så vi fik en vældig fin middag, bestående af and, special rice, dal, og så selvfølgelig chokoladelagkage til dessert, så det var jo næsten noget alla den danske mortens aften 😉 Der var sang og en masse traditioner på banen – både danske og bengalske! – Jeg skulle jo skære kagen for, og da jeg havde taget den første bid, tog Nagend ellers et ordentligt stykke og proppede det ind i munden på mig, sådan uden videre – så der sad jeg så og flækkede af grin, med kage ud over det hele… Det var en bengalsk tradition sagde han så, da jeg havde bekæmpet det store stykke, meeeen, om det er sandt ved jeg nu ikke 😉 Sjovt var det i hvert fald!

   

   

Ellers er vi efterhånden godt i gang på skolen. Vi har haft et par lærermøder, hvor de har fået et par pædagogiske redskaber, så de kan skabe mere ro og mere nærvær i klasserne. De udviser stor empati for deres elever, men undervisningen er meget mekanisk, og fulgt komplet efter bøgerne, så det skal de lære at løsslippe sig lidt fra… eller, redskaber til bl.a. det, håber vi at kunne videregive til dem ☺ Ellers har vi testet dem lidt grammatisk, for at finde ud af hvad de skal arbejde med, for at blive bedre… Ofte når vi møder en af de helt store elever på gangen (her snakker vi 4-5. Klasse), så kan de ikke svare os på en simpel sætning, så det udviser lidt at de ikke rigtig får brugt sproget, hverken elever eller lærere. Det er meget udenadslære som afspejles – det vil vi selvfølgelig gerne ændre, så de får både gejst og mulighed for, at kunne tale med hinanden på engelsk, og ikke bengalsk, som de desværre altid tyer til.. Men igen, så er de et meget åbent folkefærd, og de viser at de rigtig gerne vil lære, så det er bare om at give dem nogle kontante redskaber, for det er det, de har brug for. Vi har i dag også forespurgt at undervise eleverne én gang om ugen, for at lærerne kan se redskaberne blive brugt i praksis – og hvor vi glæææææder os til at komme igang! ☺ I dag besøgte vi for 2. Gang skolen i Pirganj – en større skole end den i vores by. Umiddelbart virker det som om, at der er lidt mere struktur, og de bruger det engelske sprog en del mere, end i vores landsby, men på den anden side, er udenadslæren også her en smule iøjenfaldende, så vi skal vist have gang i nogle af de samme redskaber, som vi bruger på skolen her i Birganj.

   

   

 

   

   

Dagene herude suser afsted – vi har timer alle dage til kl. 14-15 ca, undtagen fredag, hvor vi har vores ugentlige fridag – den er også tiltrængt, når man når dertil ☺ I fredags, var vi inviteret ud til ”klokkeren” på skolen (ham der ringer med skoleklokken – jeg tror næsten ikke, han laver meget andet) Vi blev afhentet af hans søn lidt over middag, hvor han stod klar med en mand og en cykel med anhænger – og op med os! Vi havde en rigtig god tur derud – det var dejligt bare at komme ud at se noget andet end de samme boder, de samme folk der står og nedstirrer os og de samme geder mv… Vi ankom til landsbyen, som var noget anderledes end vores – lerhuse, udendørs toilet, fælles åbent bad og spisning på bordet med benene i skrædderstilling – en kæmpe oplevelse, og super fedt at se, at folk med, hvad vi ville kalde for ringe levevilkår, være så glade og tilfredse! Vi blev budt videre til en af klokkerens tribal-friends, og der vrimlede til med folk – det var som om at rygtet gik i hele byen, om at vi var der, og så stod de ellers og brugte hvert enkelt lille kikhul i hegnet samt ledige ståsteder omkring os, for at få et blik på de mærkelige, fremmede væsener.. Man skal lige vænne sig til at man konstant er i fokus her, men det kommer rimeligt hurtigt – hvem af os ville ikke også kigge en ekstra gang, hvis man kom ud for det samme, og omstændighederne var sådan.. ? Men dagen var virkelig noget for sig – super fed oplevelse, som vi gerne gør meget snart igen!:)

   

 

   

Det var alt for nu 🙂

– Pia

Fra Dhaka til Birganj

…Så er vi endelig ankommet til vores nye ”hjem” i Birganj, hvor vi skal bo det næste stykke tid.

Vi tog bussen fra Dhaka, og frygtede lidt det værste inden vi steg på, da turen ville tage op til 12 timer pga. Trafikken. Graderne var oppe på nær de 40 og madpakken så elendig ud, da vi pakkede den, men men, det var slet ikke så slemt som vi regnede med. Det viste sig at bussen var en lettere luksusbus, med sæder der kunne lænes tilbage samt aircondition. Udover dette, så var det muligt at stoppe en gang undervejs, så vi kunne købe noget andet, end vores medbragte cornflakes, til frokost og aftensmad, så vi var egentligt vældig tilfredse med situationen 🙂 Turen endte også kun med at tage 9 timer, da chaufføren let klarede alle ”forhindringerne”… – det princip som gjaldt i byen, gjaldt også på landevejen – hvis de ville overhale, så dyttede de bare, om der så kom modkørende eller ej, og så var det altså bare om at få begge biler til at være i de to spor, om så man lige skulle med snuden ned i grøften… så undervejs måtte vi erfare at vi IKKE skulle kigge ud, men bare sætte os tilbage, og håbe på at vi klarede den, og det gjorde vi jo 🙂 – de har jo nok mere styr på det, end man lige tænker…

   

Vi blev glædeligt modtaget, da vi ankom til vores lille landsby – flere smilede bare over hele ansigtet, uden rigtigt at sige noget (der er flere der kan få gloser på engelsk, men ikke nok til at danne en sætning, og oveni det, har de en meget gennemtrængende accent, så man indimellem bare står og siger ”excuse me”, fem gange i rap, men men, det må vi jo ændre på ;)!)

Efterfølgende blev vi vist til vores værelser, som var rigtig fine – himmellignende seng og hele molevitten. Vores ”madmor” (Mukta) stod også klar i døren da vi kom – en lille 18-årig pige, som smilede over hele ansigtet, så vi var længeventet, kunne man fornemme 🙂 Hun havde kokkeret allerede den første aften – lækre mini-tortilla-lignende-ting (Ruti), grøntsagsblanding og en omelet af en art, så allerede her var vi jo overvældede – nu havde vi fået det samme de sidste 5 dage, OG kunne slippe for mere cornflakes den dag – YES! Vi gik om bord, og det var med fingrene – ja vi ku jo lige så godt vænne os til det, og selvom hun stod og fniste i hjørnet, så synes vi egentligt selv at vi var ret hårde til det pjat :)!

   

   

I går tog Mukta samt veninden os med på marked – folket kiggede lige en ekstra gang, da vi kom gående – hvid hud og sari er ikke en kombination, de ser så ofte herude. Pigerne tog os med til en stofbutik, da det eneste vi jo nu skal gå i, er deres dragter, så en shoppingtur var nødvendig, og det kunne vi jo egentligt godt lide 😉

   

I dag har vi haft vores 1. Dag på skolen – vi observerede rundt i forskellige klasser, så det tog én lidt tilbage til seminarietiden – det er nu altid sjovere, når man selv er i det 🙂 Selve skolen er meget lille, og der er op til 6. Klasse – jo højere op man kommer på klassetrinnet, des færre elever er der i klassen, så det er rigtig ærgerligt at se. Generelt er børnene dog noget bedre end vi ventede, så det var en positiv oplevelse – dog bliver det lidt svært i starten, nu vi ikke kan føre en hel samtale på bangla, og de ikke kan på engelsk, men vi må være kreative, og bruge en masse fagter, og så skal det nok komme til at fungere 🙂 På mandag starter vi med at undervise lærerne – de var meget ivrige efter at lære at tale engelsk, så i morgen skal vi have noget forberedt, så vi er klar til at give dem en masse de kan bruge, og vi glæder os 🙂

I dag har det i øvrigt regnet heeeele dagen, så hvis billedet var taget på nuværende tidspunkt, så havde de små drenge vand til knæene og koen var væk.. Det er helt vildt, men de er glade for det, så det er vist kun os (mig), der er lidt rastløs(e) over ikke at kunne komme ud at bruge noget krudt 🙂

   

Det var alt for nu 🙂

– Pia

Ankomst og Dhaka…

…Så har vi været et par dage i Dhaka, og hueha hvor er det et hektisk sted! Lige da vi blev hentet i lufthavnen, blev vi kastet ud i den, ærlig talt, sindsyge trafik.. – folk kørte i den retning de havde lyst til, uanset om det var i den ene eller den anden vejbane, og måden de viste deres iver for at komme frem på, var/er at dytte/ringe med ringklokken, og det er ligegyldigt om man er i rickshaw, i en minitaxa, på gå-ben eller i en “veludrustet” bil, så de har en rimelig action-packed hverdag.

Vi startede på sprogskole allerede søndag middag, efter vi havde sovet hele formiddagen pga. rejsen. Det var lige på og hårdt, men det skyldtes nok de få dage vi havde – vi har lige haft de sidste lektioner i dag. De kører rigtig meget i grammatikken og det skriftlige her, og ikke udtalen mv., hvilket understreger en del hvordan undervisningen generelt fungerer, og det vi gerne vil ændre ude på skolerne 😉 De skal lære at bruge det i praksis – at tale sproget; i skolegården, i frikvarteret og på lærerværelset mm. Så det bliver spændende at give sig i kast med!

Imorgen drager vi på en 12-timers bustur mod landsbyen, Birganj, hvor vi skal bo, og én af SMS-skolerne ligger. Det bliver en rigtig lang tur – bussen er tæt pakket med mennesker, og det eneste “madpakkelignende” der var at støve op, var cornflakes, nødder, æbler og vand.. Vi lever generelt ikke af det mest spændende mad – til morgenmad får vi cornflakes med vand (mælken er udefinérbar, så den holder jeg mig fra ;)!). Til middag og aften, står menuen på det samme – kylling med ris, stegte grøntsager, og agurker og tomat, som vi indtil videre har taget chancen med at indtage – og det går jo glimrende, endnu :)! Vi håber lidt at kunne variere maden bare lidt, når vi kommer ud til Birganj, og vores madmor 🙂 men men, vi har det jo rigtig rigtig godt, i forhold til hvad man ellers lægger øjne til her!

Jeg har forsøgt at loade lidt billeder i galleriet, men det tager simpelthen så lang tid, så det er kun blevet til et par udvalgte, som jeg lige fandt mest spændende/relevante..:) Netforbindelsen her i Dhaka, har været rimelig god, og vi regner med at vi nu også har styr på det, så det også bliver lettilgængeligt, når vi når nordpå og en del mere ud på landet, så jeg regner med at blogge lidt inden alt for længe 🙂

Assala mualai kum (greetings)

– Pia 🙂

Så er det på lørdag det sker…

…og jeg er så småt begyndt at få overblik over hvad der skal i backpacken.. Den er svær, for jeg tænker jo både i havregryn, lakridser, rosiner og rugbrød, men den kan jeg vist godt vinke farvel til, for selvom mængden af tøj vi skal have med er minimal, da garderoben bliver indikeret af sarier, så fylder alle de andre småting en hel del blandt de 20 kg. (for man vil jo nødigt komme til at ligne en pigmenteret Michael Jackson, pga. deres stærke produkter ;)!)

At forberede sig til turen her, er ikke helt nem heller.. Jeg har selvfølgelig fået købt alt det nødvendige ind, men mentalt så har jeg endnu ikke helt forstået at det er mig, Pia Christensen, der skal afsted, og tanken om hvad jeg har rodet mig ud i, strejfer mig da indimellem… 🙂 Men så når tankerne får lov at fare lidt frit, så bliver det jo mit livs oplevelse – jeg tror bare lige man skal over den svære afsked herhjemme, ind i hverdagen i Bangla, og så lige vænne sig til det kæmpe kulturchok, som jeg forventer mig.. Hueha 🙂 – men spændende bliver det!

I menuen er der lidt forskellige ting I kan gå ind at læse om – der er lidt om projektet og lidt om mig mv. Jeg vil forsøge at komme med indlæg på bloggen ca. hver 14. dag, og jeg glæder mig til at fortælle nogle gode historier fra et helt andet land, og en helt, helt anden kultur 🙂

-Pia 🙂